At søge fonde & legater er et stort arbejde, da der er mange dokumenter, som skal indsamles, tekster der skal skrives, og – ikke mindst – breve og mails med ansøgninger der skal sendes. Du kan spare tid ved at systematisere de praktiske gøremål i forbindelse med din ansøgningsproces.
Start med at indkøbe følgende til dine ansøgninger:
Frimærker
Køb frimærker til det antal breve, som du forventer at sende. Vær opmærksom på, at der for et almindeligt brev er en leveringstid på op til fem hverdage.
A4-kuverter med rude
Forrest i hver ansøgning lægger du et følgebrev, hvor fondens eller legatets adresse samt en liste over de vedlagte bilag fremgår. Sørg for at adressefeltet passer med kuvertens rude, så behøver du ikke skrive adressen i hånden.
Printerpapir
Husk printerpapir, hvis du printer selv. Du vil blive overrasket over, hvor meget papir du skal bruge.
Tykt kvalitetspapir til CV’et
Hvis du gerne skille dig ud fra de øvrige ansøgere, så kan du eksempelvis bruge tykt kvalitetspapir til dit CV. Lad være med at eksperimentere med skrappe farver og papirformater – med mindre du skal afsted som grafisk designer.
Papirklips
Administratorer foretrækker papirklips fremfor hæfteklammer. Da de ofte skal kopiere dele af ansøgningen til arkiv, er det bøvlet for dem at få hæfteklammerne ud.
For at bevare overblikket over alle dine dokumenter er det en god idé at oprette et mappearkiv på din computer:
Når det er tid til at sende ansøgninger, så skal du enten:
Per brev
Hvis du skal pakke og sende flere ansøgninger per brev på en gang, så find et sted, hvor du kan printe dokumenterne, og hvor du har plads til at lægge alle dokumenterne ud på bordet i bunker. Vær opmærksom på, at du kan have mere end ti bilag til en ansøgning, så du har brug for et sted med god plads. Brug dit følgebrev som indholdsfortegnelse og print og pak den første ansøgning.
Send altid kun kopier af dine dokumenter. De fleste fonde & legater returnerer ikke ansøgningsmaterialet, og dermed kan du miste dine originale dokumenter. Dog kan der være enkelte tilfælde, hvor fonden eller legatet kræver verificerede kopier, og dermed skal det være med den originale underskrift og stempel.
Per mail
Brug igen dit følgebrev som indholdsfortegnelse og vedhæft dokumenterne til din mail. Husk at navngive dokumenterne med samme navn som i følgebrevet, så det er nemt for fonds- og legatadministratoren at finde rundt i dine vedhæftede filer.
Per elektronisk ansøgningssystem
Følg fondens eller legatets anvisninger i det elektronisk ansøgningssystem. Ofte vil du både skulle vedhæfte dokumenter samt udfylde tekstfelter online. Hvis du eksempelvis ikke har mulighed for at vedhæfte dine motiverede ansøgning, så er det letteste at klippe bidder fra din motiverede ansøgning og kopiere dem ind i de dertil beregnede tekstfelter.
Mange fonde & legater bruger ansøgningsskemaer, fordi det gør det let for fonds- eller legatadministratoren hurtigt at vurdere, om ansøgeren opfylder deres uddelingskriterier.
I forbindelse med interviews med fonde & legater har flere administratorer fortalt, at mere end halvdelen af ansøgningerne bliver kasseret, efter at de har kastet et blik på første side af et mangelfuldt udfyldt ansøgningsskema. Derfor er det vigtigt, at du udfylder alle bokse eller henviser til bilag, hvis det er påkrævet.
Det er i nogle tilfælde tilladt at henvise til vedlagte dokumenter på ansøgningsskemaet, så du blot kan vedlægge din motiverede ansøgning, dit CV, budget og så videre.
Sørg for at skrive med en letlæselig håndskrift, hvis du er tvunget til at udfylde ansøgningsskemaet i hånden. Nogle fonde & legater kan vælge at kassere din ansøgning, hvis den er for svær at læse.
Det er altid en god ide at læse hver enkelt dokument grundigt igennem, før du sender ansøgningen. Det er typisk her, du fanger en tastefejl i dit CV eller en mindre regnefejl i dit budget.
Lad være med at sende dokumenter, som fonden eller legatet ikke har bedt om. Det er blot til gene. Sørg til gengæld for at medsende alle de krævede dokumenter.
Når du har alle indkøb på plads og har organiseret alle dine dokumenter i dit mappearkiv, så skal du kun bruge ganske kort tid på at sende ansøgninger ud.
Lav en indkøbsseddel og køb papir, kuverter, frimærker mv. på én gang – det sparer dig meget tid
Lav altid et følgebrev til din ansøgning og brug den som din indholdsfortegnelse
Organisér dine dokumenter til dine ansøgninger i online-mapper
Send præcis de dokumenter som fonden eller legatet beder dig om – hverken flere eller færre
Læs altid dokumenterne igennem en ekstra gang, før du sender dem – på den måde fanger du slåfejl, et forkert fondsnavn eller lignende
Forventet tidsforbrug: 5 timer
Se alle vores eksempler på succesfulde ansøgninger og gør din egen ansøgning endnu bedre.
Når du tager til udlandet for at studere, er der naturligvis nogle udgifter forbundet med opholdet. Det kan være til bolig, rejseudgifter eller studieafgift. Samtidig vil du som regel være afskåret fra din normale indkomst som for eksempel dit studiejob.
Når du planlægger at søge et praktikophold i udlandet i forbindelse med dine studier, er der nogle særlige forhold, som du skal være opmærksom på, da du ofte selv skal finde dit praktiksted, søge arbejds- og opholdstilladelser med videre. God planlægning og gå-på-mod hjælper dig dog godt på vej mod målet.